"..Det bedste er at sidde i min farmors lejlighed, spise chokolade og høre på hendes evige historier om dengang hun mødte Verner fra Thy, der var kommet til Videbæk for at hjælpe med noget hjemme hos min farmors forældre. Jeg husker stadig lugtene og lydene på Centerparken, og tænker på disse dage, når jeg træder ind af hoveddøren derhjemme efter at have været på efterskolen i en uge, og lugten minder mig om farmor. Lugtene og lydene, de samme som fødselsdagene hos farmor da hun boede i huset på Solsøhedevej, hvor jeg også flere gange har været på ferie. Jeg lå i farfars side af sengen, der havde været tom i flere år, næsten så længe jeg kunne huske. Lå ved siden af farmor og løste kryds og tværs, selvom jeg ikke kunne hverken læse eller skrive. Om morgenen gik farmor til bageren og hentede rundstykker, eller hun fandt de hjemmebagte boller, og jeg fik lov at indstille mikroovnen, når hun skulle have varmet sit vand. Dagene gik med at spille spil og gå i Brugsen for at købe ind, og vi var ovre på legepladsen i børnehaven på den anden side af vejen. Når farmor skulle have sin middagssøvn, kunne jeg sidde og lytte, nyde lydene og duftene i det gamle hus. Lytte til farmors stille snorken, mens hun sad i sin stol, den svage duft af kaffe, farmorboller og farmor. Jeg husker det tydeligt, selvom det er ved at være længe siden. Men så blev farmor syg og flyttede på plejehjem. Lydene blev i det gamle hus undtagen det gamle urs tikken, der fulgte med til den nye lejlighed, men duftende blev hos farmor. De evige dufte af kaffe og farmor blev nu blandet med lugten på plejehjemmet. Nye lugte, nye lyde, men stadig farmor. At sidde hos farmor og spise chokolade, kage og ”sprækkringle”, mens farmor lærte os at sige ”sprækkringle” på jysk, høre om det andre på plejehjemmet og især om ”vagthunden” en dame, der boede på gangen under farmor, og som var helt utroligt nysgerrig. Farmor fik det dårligere og skulle næsten tvinges uden for sin lejlighed, og kom kun sjældent udenfor plejehjemmet, sidst jeg så hende ude, var en dag hvor jeg var hos hende med min far og søstre, hvor min ene søster, Thea, lige var blevet student. Vi fik farmor i kørestolen og kørte en tur med hende ud på gangene og hen til et vindue i den anden ende af plejehjemmet, hvor hun sad og kiggede ned på præsteboligen, mens hun blev varmet af solen. Jeg glemmer aldrig den bedste tid med hende, på ferie i huset og til bedsteforældredag i børnehaven.."
onsdag den 28. december 2011
Farmor
Selvom det i dag er Sheilas fødselsdag, må man ikke glemme at det i dag også er et halt år siden, at min kære farmor døde. Jeg savner hende rigtig meget. I en stil jeg skrev i efteråret, skulle vi skrive et minde om noget af det bedste vi havde oplevet. Jeg skrev om at være hjemme hos Farmor - både på ferie i huset og på besøg på plejehjemmet, og om at være hjemme hos Mormor og Morfar i Asnæs. Et lille udrag af stilen, det stykke, der minder mig så utrolig meget om Farmor.
Etiketter:
chocolate,
fødselsdag,
love,
peace
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Mig
- Ninna
- Husby Efterskole 11/12 - the time of my life. 9 facts: 1. Bor i Ørre. 2. To søstre, en far, en mor og en hund. 3. Herning Gymnasium 2012-2015. 4. Har redet i ti år. 5. Ka' godt li' kage.. Og chokolade. 6. Ville kalde min kanin Snehvide; det viste sig at være en dreng. 7. Min yndlingsbog er Martin og Victoria. 8. Jeg hader at gå i hvidt tøj. 9. Der er kun ni facts, fordi jeg ikke kunne finde på ti.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar